Om klubben

Ryslinge friskoles SFO - i daglig tale "Klubben"

Frihed til at holde fri.

Klubben tager hver dag imod børnene, når de får fri fra skole. I klubben sidder der en voksen ved skrivebordet og krydser børn ind. Det er en funktion, som vi vægter højt, da det giver mulighed for at se det enkelte barn i øjnene og tage imod besked om legeaftaler, bustider eller andre beskeder.

Når vi siger frihed til at holde fri, er det ud fra en betragtning om at børnene har været i skole og det er at regne som en dags arbejde. Når de kommer til os er det børnene, der sætter dagsordenen for, hvad de har lyst til. De voksne skaber rammen for at de trygt kan udfolde deres lege. En af klubbens vigtigste opgaver er, at give børnene mulighed for at skabe nye relationer og udvikle deres sociale kompetencer.

Når de voksne i klubben sætter aktiviteter i gang, så er det er frit om man vil deltage eller ej. Antallet og karakteren af klubbens aktiviteter udspringer af børnenes aktuelle behov. Tryghed og hygge er i højsæde. Klubbens køkken er det centrale samlingspunkt.

Jeg holder af hverdagen (Dan Turell)

Vi sætter kontakten til forældre højt. Vi mener, det er vigtigt, at der er et tæt samarbejde mellem hjem og klub. Der er ikke et problem eller en tanke der er for lille til at dele med os. Det giver børnene en oplevelse af, at verden hænger sammen.

Samtidig har vi et tæt og godt samarbejde med skolen i hverdagen. Vi er med til de første forældresamtaler i børnehaveklassen og deltager gerne i arrangementer i klasserne. Desuden tager vi med på klassernes lejrskoler

I klubben har vi også plads til 4 og 5 klasse. De har ofte et behov for et sted at samles efter skoletid. Vi mener, det er vigtigt for denne aldersgruppe at de har et sted at udfolde deres sociale liv og et sted, hvor der er voksne de kan "spille bold " op af.

Vi er så heldige at have et fantastisk udeområde, hvor børn og voksne kan boltre sig. Det giver nogle gode muligheder for fysisk udfoldelse. Vi har fodboldbaner, multibane, skov, kælkebakke, fiskesø og å.